Her er mer om Johanitterordenen, som jeg mistenker at min far Arne Mogan Olsen, sin stedatter, Christell Humblen, har noen form for tilknytning til

JOHANNITERORDENEN

MIDDELALDERENS JOHANNITERE I DANMARK

Opdateret 15. maj 2008.

Indholdsoversigt
Kaldenavne
Stiftelse
Dragt
Klostre
Lære
Ledelse
Udbredelse
Johanniterordenens historie
Tempelherrerne

Tyske ridderorden
Yderligere hospitals- og ridderordener
Frimurerbevægelsen
Johanniternes Kaldenavne

Hospitalsbrødrene af Den Hellige Johannes af Jerusalems Orden.
Sankt Hans Brødre.
Korsbrødre.
Rhodesierriddere.
Malteserriddere.
Sankt Johannis baptistae ordensbrødre.

Latinske navne:
Cruciferi. Religio sacre domus hospitalis Sancti Johannis Hierosolimitani.

Engelske navne:
Knight Hospitaller Order of the Hospital of Saint John of Jerusalem
Sovereign and Military Order of the Knights Hospitaller of Saint John of Jerusalem,
Knights of Rhodes,
Knights of Malta
Hospitallers
S. J. of J.

Ordenens kvinder kaldes Johanniterinder.

Johanniternes Stiftelse

Ordenen opstod 10991) i Jerusalem i tilknytning til det hospital, der var et opholdssted for korsridderne og pilgrimmene i Jerusalem efter byens erobring under det første korstog.
Hospitalet, der tidligere var viet til Sankt Johannes the Almoner lå ved kirken Sankta Maria Latina, der lå tæt ved Den Hellige Gravs Kirke. Stedet kendes fra før 1050. Efter ordenens grundlæggelse blev skytshelgenen udskiftet med Johannes Døberen, idet det nærliggende Benediktinerkloster, hvis kirke der nu blev brugt, var indviet til Johs. Døberen.

Den stiftende leder, Gerard eller Gerhard, er nævnt i en pavelig bulle fra Paschal II i 1113, og først under Gerards efterfølger, Raymond fra Provence, c.1125-1157, bliver herberget til et virkeligt hospital, der kan tage sig af syge.
Ridderordener har fyldigere oplysninger.

Ordenen er en karitativ orden, hvis reglement ligner Augustinerordenens. Pave Pascal IIs godkendelse blev givet i 1113 på Malta, derefter igen i 1153 eller 1154 af Eugenius III. I året 1185 bekræfter pave Lucius III ordenens regler.
1) [Crossley: 1092; Kovarich (Enc.Cat.) 1100]

Johanniternes Dragt

Ridderbrødrene bærer sort kappe med hvidt kors på venstre bryst. Korsets ender bøjes ud til otte spidser = de otte lyksaligheder. Korsets form kaldes også for malteserkorset. Spidserne udlægges som symboler for riddernes otte dyder: tålmodighed, retfærdighed, barmhjertighed, anger, godhed, sindsro, renfærdighed og standhaftighed.

Riddernes kampuniform var en rød våbenkjortel med hvidt kors uden kløfter. Kjortelen blev båret uden på rustningen.
På billeder bærer de en skyggeløs kalot af form som en pilleæske. I Jerusalem udendørs undertiden en hvid turban. Efter Ordenens ophold på Rhodos skiftes den røde kappe ud med en sort med hvidt kors.

De oprindelige regler fra før, der var optaget en ridderklasse i ordenen, talte om en simpel og tarvelig dragt, fordi brødrene er de fattiges tjenere, og de fattige kommer nøgne til dem, og tjeneren skal ikke være prægtigere end herren.

Johanitternes Klostre

Hospitalerne i Danmark var hovedsageligt alderdomshjem og fattigherberger for lavadelen. En slags livrenteanstalter. Til en del af klostrene var der dog også knyttet rigtige hospitaler, især spedalskhedshospitaler.
Der kendes ikke i Danmark nogen nonneorganisation, men der har formodentligt været kvindelige hjælpere til hospitalernes fødeafdelinger.

Ordenen blev i Danmark grundlagt af Valdemar den Store og blev indviet til Treenigheden, Jomfru Maria og Johannes Døberen.
Antvorskov
Antvorskov Kloster, grundlagt 1164/1170, var dansk hovedkloster for det nordiske priorat, der af og til kaldes et bailliskap, baiulatus. Forstanderen kaldtes for klosterprior, mens den kirkelige leder kaldtes for kirkeprioren. Klosterprioren for Antvorskov Kloster rangerede så højt, at han sad i Rigsrådet og i senmiddelalderen en overgang, 1516 havde pavelig ret til at bære bispedragt.

Klosteret havde særligt ry for sin spedalskhedspleje. Den først kendte klosterprior var Henrik af Hoenscheid, der var en af rigsrådene og stod kong Erik Klipping nær.

Klosteret var et firfløjet anlæg med klosterkirken som den sydlige fløj. Det lå på toppen af den bakke, ved hvis fod ruinerne nu ses. Ruinerne er rester af en hospitalsfløj med toiletter og varmerum, der efter klostertiden blev smedje. Munkestenene, som anlægget er opført af, er blandt Danmarks ældste teglsten. Der er nu kun få ruinlevn tilbage. De kan ses fra motorvejen ved omkørslen omkring Slagelse, nord for vejen lige øst for frakørslen.

Hans Tavsen var som ung klosterbror i Antvorskov, før han drog på studietur til Tyskland og blev reformeret. Om klosteret se P. H. Bernholm, Antvorskov, 1942.

Klosteret blev efter reformationen først kronens ejendom, og kongen brugte bygningerne til ophold. Frederik II omdøber anlægget til Antvorskov Slot, og kongen dør her 4/4 1588. Fra Frederik IVs tid, 1717, bliver ejendommen ryttergods indtil 1774, hvor ryttergods-ordningen var nedlagt og slottet med tilliggende bortsælges ved auktion. Ejendommen blev til auktionen opdelt i syv parceller, og hovedparcellen med slottet blev købt af finansråd Koes, 1731-1804, der havde tjent sine penge ved lotterivirksomhed. Koes solgte slottet igen i 1794 til kammerherre M. von Dernath, der var gift med en datter af A. P. Bernstorff.

Allerede 1799 solgtes slottet igen; denne gang til gehejmekonferensråd Constantin Brun, 1746-1836, gift med biskop Frederik Münters søster, forfatterinden Frederikke Münter. De beholdt kun ejendommen nogle få år, og slottet blev igen solgt i 1806, og familien Brun flyttede til København og ind i Moltkes Palæ i Bredgade med sommerbolig på Sophienholm ved Frederiksdal. Familien Brun har efterladt sig flere spor i København. Bl.a. kan deres gravskrifter ses ved Sankt Petrikirken, men hvad der fik større betydning er Constantin Bruns gave til byen efter englændernes bombardement. Han skænkede da i 1817 kirkeklokken fra Antvorskov Klosterkirke til Vor Frue Kirke under genopbygning, hvor den hænger endnu. Antvorskov Klosterkirke var allerede blevet nedrevet i 1774, men klokken må være blevet opbevaret på slottet, hvorfra Brun tog den med til København ved salget i 1806.

Fra 1806 har slottet en række ejere: hofmarskal Hauch, slotsforvalter Voigt, generalkrigskommissær H. C. Astrup, hr. Salomonsen og major Jensen. Pietetsfølelse for de gamle bygninger var det småt med og omkring 1814-1816 nedrives hovedparten af bygningerne. Det skete alt sammen ved auktion og i småbidder, der så igen blev opdelt og auktioneret bort, så til sidst mursten, paneler, selv udtrukne søm blev solgt i småpartier. Man undså sig end ikke for at grave inde i fundamenterne og fremdrage kister, der blev slået ind, knoglerne smidt til side og kistebrædder med stof på splittet op og solgt som brædder. Den sidste beboelige del af slottet forsvandt inden 1840 efter en forvalter fra hovedparcellens avlsgård kort forinden var blevet viet i det sidst brugbare værelse.

Under Antvorskov hørte klosteret Maschenholt på Rügen, der udviklede sig fra et commende til et kloster omkring 1453.

Odense
Grundlagt 1280, Domus hospitalis St. Johannis, under Erik Klipping. Oprindeligt var det kun et kommendatur, men senere blev det et kloster, Sankt Johannes Kloster, da brødrene får overdraget sognekirken på stedet omkring år 1300. Senere bliver kirken nedrevet og ombygget til den nuværende Sankt Hans Kirke. Kirken har tidligere også haft navnene Sankt Michaels Kirke og Sankt Johannes Kirke. Fra 1571 bliver det nu nedlagte kloster sammenlagt med stiftgodset og bygningerne bliver lensmandsbolig. Klosterkomplekset ombygges i 1575 under Frederik II til Odense Slot.

Sankt Hans Kirke står - og benyttes - endnu; fra den oprindelige kirke menes døbefonten at stamme. Klosteret lå utraditionelt vest for kirketårnet med en overdækket passage fra kirketårn til midt for klosterets østfløj. Det oprindelige kloster var trefløjet uden en nordfløj. De tre fløje af Odense Slot er fra klosteret, og Sankt Hans Præstegårds underetage var klosterets sygehus, hvilket gør det til Danmarks eneste bevarede johanittersygehusbygning.

I Odense trykkes Danmarks første bog, der handler om Johanniterridderne. Det var Guillelmi Caoursins Descriptio obsidionis urbis Rhodie per Johannem Snel in Ottonia impressa anno dñi 1482. [Bog nr. 1784/41].

Nyborg
Ejemdomsgrunden blev skænket ordenen i 1441. Kort efter blev der rejst en bygning. I dag kaldes bygningen for Korsbrødregården. Den var hovedbygning i et af commenderne under Antvorskov. Bygningen ligger lige ved siden af Vor Frue Kirke og er i dag kordegnekontor. Kun kælderen er middelalderlig. Den er hvælvet med fem søjler.

Horsens
Grundlagt omkring 1390 med navnet Præceptoria beatae Maria Virginis hospitalis St. Johannis Jerusalemitani. Grundlæggelsesdateringen hviler på skriftlige kilder, der omtaler en broder Berhard fra et kommendatur i Horsens. Klosteret lå øst for byen og uden for middelalderbyen, men efter 1480 fik klosteret lov til at flytte de kirkelige handlinger til Sankt Jakobs Kapel inden for byen, idet brødrene havde varetaget sognebørnenes kirkepleje. Efter reformationen overgik klostergodset i 1575 fra kronen til Holger Rosenkrantz fra Boller, og han omdannede klosteret til herregården Stjernholm. Horsens havde også spedalskhedshuse = Sankt Jørgenshus. Der er i dag ingen levn af klosterbygningerne, der lå, hvor nu Slotsgade, Havnealle og Stjernholmgade dækker grunden.

Ribe
Klosteret blev grundlagt på et ukendt tidspunkt før 1311, hvor det første gang omtales som Domus hospitalis St. Johannis Jerosolimitani. Kirken var indviet til Sankt Hans og i 1479 blev Sankt Clemens Kirke lagt ind under klosteret, der tæt før reformationen i 1523 også modtog spedalskhedsgården, Sankt Jørgensgården, i Ribe.

Ved reformationen gav kronen det - under Frederik I - som len til Claus Sehested, og en nedrivning begyndte, men blev ikke gennemført, før hr. Sehested overtager det som ejendom fra kronen i 1547. Fra en gang i det 17. århundrede overgår ejerskabet til Hans Schack. Der er i dag intet tilbage af bygningerne. De lå, hvor nu bispegården ligger. Der er i denne gård en sidefløj opført af store munkesten, der muligvis stammer fra klosteret.

Svenstrup ved Ringsted
Svenstrup, kendt fra 1311 og nedlagt 1454, var et Commende, men aldrig et kloster. Der er ingen levn af bygninger.

Nykøbing M
Dueholm Kloster blev grundlagt ca. 1370 af biskop Svend Moltke i Børglum, der gav et landområde på halvøen Dueholm til ordenen. Det er også kendt under navnene Sankt Johannes Hus, Domus hospitalis ordinis St. Johannis Jerosolimitani. Klosteret lå ved Nykøbing M. og Sankt Clemenskirken, som ordenen samtidigt modtog, var indviet til Johannes Døberen og Maria Magdalena. Endvidere modtog de med gaven også Sankt Jørgenshuset for de spedalske og noget senere også byens Helligåndshospital.

Efter reformationen og klosterets ophævelse blev det først i 1539 givet som len til Niels Lange fra herregården Kærgaard med forpligtelse til at tage sig af de resterende munke, der så sent som i 1558 var nogle tilbage af. Omkring 1600 forfaldt klosterbygningerne efterhånden og i løbet af 1600-tallet blev bygningskomplekset revet ned - på nær møllehuset, der benyttedes som herregårdsbolig til 1899, hvor gården udstykkes og avlsbygningerne nedrives. Det eksisterende hus har muligvis også på et tidspunkt været commendatorens, priorens, hus, men har siden 1909 været Morslands Museum.

Viborg
Længe før, der er vidnesbyrd om klosterets tilstedeværelse i byen, oplyser kilderne, at beboerne i sognet Sankt Ib gav deres kirke med dens præbender m.m. til Antvorskov Kloster. Det var i 1274 eller 1284. Det er først fra 1448, det kaldes for et kloster, Domus hospitalis St. Johannis Jerosolimitani. Årsagen er en stor gave, der skænkes til prior og brødre ved klostret.

Klosterbygningerne lå ned mod Nørresø omkring Sankt Ibsgade. Det var et firefløjet anlæg med kirken som nordfløj. Efter reformationen blev der i 1578 givet kongelig ordre om kloster og kirkes nedrivning, og i dag er der ingen rester tilbage.

Efter Hans Tausen fra Antvorskov var blevet sendt til Tyskland og kommet temmeligt reformeret hjem, så blev han forvist til Viborg, hvor han i stedet for at blive afrettet fik afsat sine reformtanker, først i Viborg, men senere også til kong Frederik I. I 1526 blev Hans Tausen udstødt af Johanitterordenen.


Johanitternes Lære

Ordenen anvender St. Augustins ordensregler, og der skal aflægges alle tre løfter om cølibat, fattigdom og lydighed.

Johanitternes Ledelse

Ordenen var oprindeligt opdelt i syv, ved ankomsten til Malta i ni og efter 1462 i otte nationer eller tunger / langue eller linquæ. De enkelte nationer var:
Aragonien,
Auvergne,
Castillen,
Portugal,
England,
Frankrig,
Bayern,
Provence og
Italien.
Efter den engelske reformation udgår den engelske langue.

Danmark tilhører den tyske tunge. Hver nation er opdelt i priorater. Danmarks og Nordens priorat er beliggende i Antvorskov. Tungelederen kaldtes i Danmark for forstander, baillif eller konventualbailli.

Ordenen ledes af ordensmesteren eller stormesteren, der også bærer titlen Kristi fattiges tjener og vogter af hospitalet i Jerusalem - eller - Jesu Christi fattiges tjener = The Grand Preceptor = Grand Commander of Jerusalem. Han er livstidsvalgt og støttes af et råd, generalkapitlet, som alle riddere oprindeligt var medlemmer af. Ordenens næstkommanderende kaldes for kansler. Både ordensmester og kansler er ansvarlige over for generalkapitlet, der senere blev begrænset til at bestå af visitatorerne og delegerede fra de enkelte nationer.

En ejendom eller et kloster blev normalt ledet af en dertil udpeget ridder, der oprindeligt kaldtes en preceptor, men senere kaldtes en kommender, commender eller comthurier. Titlen afhang af husets størrelse. De sjælelige forhold blev på stedet ledet af en klosterforstander, der også kunne bære titlen kommendator, comendator eller comthur og i Danmark ofte bare prior eller baillier (baillif var ellers titlen på chefen for hver tunge).
»Commento« er latin og betyder »jeg betror«. Der udsendes visitatorer.

Ordenens medlemmer deles i fire klasser:
Egentlige riddere = knights
Sergenter = sergeants
Præsteviede medlemmer = kapellaner = chaplains
Tjenende brødre = serving brethern
Donater er løsere tilknyttede medlemmer, confratres eller donati.
Der fandtes også søstre og jordemødre tilknyttet hospitalerne.

Malteserriddernes flag lignede til forveksling Dannebrog, men ikke helt, idet Maltaflaget har fire kvadratiske røde felter, hvor Dannebrog har kvadratiske inderfelter, men rektangulære yderfelter.

Johanitternes Udbredelse

Ordenen kom til Norden ved Valdemar den Stores hjælp i 1164. Der kom dog ingen riddere i Danmark, men klostrene var yndede af adelen, hvilket betød, at ordenen modtog store gaver og blev en rig orden. I Danmark arbejdede ordenen udelukkende med syge- og plejeopgaver, hvor især pleje af adelens medlemmer, som købte sig ind i ordenens pensionistboliger, var af stor betydning for økonomien.

Ved middelalderens slutning anslås det, at der var 29 priorater og 656 kommender.

Johanitterordenens historie

Efterfølgende er en kort historie om ordenen. En mere fyldig findes i RIDDERORDENER.

Første korstog begyndte i 1095, og Jerusalem blev erobret i 1099. I forbindelse med korstoget udstedte hospitalsforstander Gerhard = Gerardus en ny reformeret ordensregel, der i 1113 fik pavelig stadfæstelse under Paschalis II. Gerhard skiftede ordenens reglement ud, idet Benedikts regel erstattedes af Augustins regel. Samtidig skiftede man til an stærkere skytshelgen, idet John the Almoner blev erstattet af St John the Baptism.

Gerhard efterfulgtes af Raimund af Puy - også kaldet Raymond af Provence - Han levede ca. 1118 til 1160. Han blev mester og gav ordenen en militarisk karakter med gejstlige riddere, der afgav munkeløfte samt løfte om kamp for troen, dvs. deltage i befrielsen af Det Hellige Land. Den første dokumentation om militær aktivitet er fra 1136. Disse reformer fik atter stadfæstelse i 1153 under pave Eugen III, mens en anden kilde siger 1154, og så må det være under Anastatius IV. Stadfæstelsen af nye vedtægter i 1181 eller 1182 efter revision af stormesteren Roger de Moulins støttede yderligere stormesteren Roger de Moulins.

Under de usikre forhold i Palæstina oprettede ordenen rytterenheder, der kunne beskytte rejseruterne. Disse medlemmer kaldtes Johanniterridere eller De kæmpende Brødre. Disse medlemmer var den tredje gruppe i ordenen fra omkring 1200 ved siden af præsterne og lægbrødrene. Der var altså ingen korsriddere i ordenen, da Antvorskov blev grundlagt, og ridderne kom aldrig til Danmark.

Krigstjenesten dokumenteredes første gang 1201-1204 under den portugisiske stormester Alfonso af Portugal. Hovedparten af ridderne kæmpede i Palæstina indtil 1187, hvor de muslimske landes styrker erobrede Jerusalem under Sultan Saladin, og hovedkvarteret flyttede til Ptolemais ved Akko / Acre på kysten nord for Israel. 1291 faldt de sidste kristne besiddelser i området, og ordenen flyttede til Limisso på Cypern = Limasol.

I 1309 erobrede ordenen øen Rhodos og flyttede hovedkvarteret dertil. De blev nu kendt som Rhodiserriddere = Rhodosridderne. Deres arbejde havde nu skiftet karakter. Der var færre pilgrimme at forsvare og pleje, og en del af ordenens støtte - i form af ressourcer - var øremærket til forsvar af den kristne verden mod muslimerne. Ordenens tyngdepunktet blev da lagt på søkrigsførelse i Middelhavet for at stoppe den muslimske fremrykning mod vest. Samtidig blev stormesteren nu valgt blandt de »sekulære« riddere frem for fra klerkenes rækker.

Ved Tempelherrernes nedlæggelse i 1312 får Johanitterne en del af midlerne fra den nedlagte orden. Nogle enkelte overlevende Tempelriddere blev også optaget. I 1487 bliver Johanitternes styrket ved fusion med Korherrerne af den Hellige Grav. De sidstnævnte korherrer var mere målrettet mod en sygeplejergerning end de krigeriske Johanitterbrødre.

Da Rhodos i 1522 falder til tyrkerne under sultan Suleiman den Prægtige, må Johanitterne igen flytte eller flygte. De forlod Rhodos med 180 riddere og disses i alt 4.000 hjælpere og tog først til Kreta og derfra til Rom, men ingen var begejstrede for de arme riddere. De får da af den tysk-romerske kejser Karl V overladt øen Malta i 1530. Lejen for øen skulle være en eller to jagtfalke til kejseren om året, men samtidig skulle ordenen love at bekæmpe sørøvere og muslimer i Middelhavet.

Her på Malta oprettede de deres egen stat og bekæmpede fra øen over store dele af Middelhavet de muslimske landes søfart og sørøveri. I 1565 forsøgte Suleiman at indtage øen, og dens fæstninger blev belejret. Fæstningen i Valetta, St. Elmo, faldt efter en måneds bombardement og kampe, og de overlevende riddere blev slået ihjel af tyrkerne. Efter endnu en god måneds tid var fortet i Birgu - på halvøen lige sydøst for Valetta - St. Angelo også ved at falde, men hjælp fra den sicilianske konge reddede dem i sidste øjeblik, og tyrkerne blev fordrevet.

Efter godt et par hundrede år blev øen igen belejret og faldt i 1798 til Napoleons styrker.

Ordenen bestod til Den franske Revolution, hvor den på Napoleons ordre i 1798 blev ophævet. Ordenen fortsatte som protestantisk orden i Brandenburg, og den katolske del blev også genoplivet i 1834 i Rom, og udpegning af stormester overgik til paven. Ordenen har dog kun fået begrænset betydning for hospitalsdrift og sygeplejeuddannelse, men i Tyskland kan man på ambulancer, redningsfartøjer og en del udannelsesinstitutioner inden for forsorg af forskellig art stadig se Malteserkorset. Malteserriddere bruges senere især om de katolske brødre, mens de senere opståede protestantiske brødre kaldes for Johannitere.

Tempelherreordenen m.fl.

Tempelherreordenen = The Knights Templar = The Military order of the Temple of Jerusalem, eksisterede sideløbende med Johanniterordenen fra 1118.

Ordenen blev stiftet af Hugh de Payenes / Payens - fra Champagne - og Godfrey af Sanct-Omer fra Picardiet i 1117, men blev opløst af pave Clement V efter en arrangeret skandale i 1311. Da havde ordenen mistet en stor del af sine besiddelser ved Acres fald i 1291. Resterne blev optaget i Johanniterordenen. Ved ophævelsen fortsatte nogle enheder eller aflæggere som bl.a. Kristi Orden i Portugal og Montesaordenen i Spanien indtil det 14. århundrede. I det 12. århundrede grundlagdes i Portugal Avizordenen og i Castillen Calatravaordenen og i Leon Alcantraordenen.

Lazarusordenen m.fl.
Rene hospitalsordenen opstod også i fx St. Lazarusordenen i Jerusalem og Helligåndsordenen fra Montpellier samt Vor Frues Orden af Ranson = Mercedarianerne, der blev grundlagt i 1218 i Aragonien af St. Peter Nolasco. Også i Nordeuropa oprettedes ridder- og hospitalsordenen, således Schwertzbrüder-ordenen = Ensiferi = Swordbearer Order i Letland, grundlagt af biskop Albert i Riga i 1197; ordenen blev godkendt af pave Innocent III i 1202.

Den Tyske Orden
I 1198 blev endnu en ridderorden stiftet, nemlig Den Tyske Orden = The Teutonic Knights. Alle tre ordenen har samme skæbne med hensyn til flytning via Cypern, Rhodos til Malta. Når Tempelherrernes ejendom går til Johanniterne var det hovedsageligt for at disse kunne sørge for en slags pension til de tidligere Tempelherrer. Den tyske Ridderorden blev efter korstogstiden sat ind mod hedningerne i Østeuropa og fik deres hovedsæde på borgen Marienburg = polsk Malbrok ved Vistula, 50 km syd for Gdansk. En tilsvarende orden blev oprettet i Spanien og Portugal med navnet Santiagoordenen.

Yderligere hospitals- og ridderordener
De nævnte ordener er ikke de eneste hospitalsordener. Fra 1600-tallet og frem til midten af 1800-tallet var der mange ordener som Hospitalordenen af Loches i Frankrig, Hospitalsordenen af Sankt Thomas af Villanova fra 1660 m.fl. I Danmark har vi bl.a. Sankt Joseph-stiftelsen.

I 1487 blev sygeplejeordenen »Korherrerne af den Hellige Grav« fra 1114 optaget i Johanitterordenen.

Frimurerbevægelsen

Frimureriet går tilbage til de middelalderlige gilder for især katedralbygmestrene, der ikke var bundet af byernes lavs-reglementer og derfor blev kaldt for frie murere. Ved slutningen af middelalderen blev der under den generelle nedgang i kirkebyggeriet åbnet for forskellige honorære medlemmer af frimurersammenslutningerne, og navnet fortsatte med at blive brugt af de selskaber, der i 1700-tallet blev dannet, og som i dag er fortsat i de nutidige frimurerselskaber.

Selskaberne opererer ikke på samme måde i alle lande, og bevægelsen har været udsat for forskellige forbud fra både verdslig og kirkelig side fra dannelsen af det føsrste selskab - eller loge - som sammenslutningens afdeliger oftest kaldes. Tilslutningen til frimurerlogerne er særlig stor i England, USA og Nordvesteuropa. Katolske lande har oftere haft indvendinger over for logerne, og til tider har de været forbudt i disse lande.

Frimurerbevægelsens første loge dannedes i London den 24/6 i 1717: Der er en del - til dels hemmeligholdte - ritualer knyttet til medlemmernes tjenesteudøvelse. En del af disse ritualer og skikke hidrører fra middelalderens ridderlighedsnormer og en del fra religiøse ordeners regler. Et af frimureriet krav til medlemmerne er troen på et højere væsen, en guddom i en eller anden form, der sammenholdt med den hemmeligholdte tjeneste ofte giver sig udslag i omtale af firmurernes tjeneste som okkult og mytisk. Sådanne fordomme har logerne forsøgt at nedtone ved i de seneste år til en vis grænse at forklare deres logeliv offentligt, men hverken ritualer eller deres interne liv er endnu åbenlys.

Bevægelsen spredte sig fra England til Skotland, hvor et af bevægelsens politiske mål var at få de katolske Stuarter tilbage på tronen i England/Skotland, hvilket er bemærkelsesværdigt, nå den katolske kirkes modstand med frimureri erindres. I 1736 holdt en af de skotske leder, Michael Ramsay, en tale, hvori han postulerede, at frimurerne begyndte i Det Hellige Land under korstogene, hvilket gav dem rettighederne til benyttelse af og indsigt i de middelalderlige ritualer m.m.

I 1750 reformerede en tysk adelsmand, Baron Karl von Hund, frimureriet efter devisen »tilbage til rødderne«, hvorved det okkulte, det mystiske og det magiske dengang fik en større indflydelse i logerne. Hvorvidt dette følelsesmæssige indhold stadig er fremherskende i frimureriet ligger uden for denne orientering at bedømme.

I Danmark dannedes den første loge i 1743, og i 1855 reformeredes ritualerne efter et svenske system, som stadig følges. Der findes generelle oplysninger om frimureri i de fleste standardopslagsværker som Encyclopedia Britannica, Den Store Danske Encyklopædi samt Salmonsens Leksikon, hvor den fyldigste beskrivelse findes.

Læs videre om ordenen i Vilhelm Lorenzen: De danske Johanniterklostres Bygningshistorie, 1927;
J. Lindbæk og G. Stemann: De danske Helligaandsklostre, 1906.
Om Antvorskov Kloster i P. H. Bernholm: Antvorskov, Schønberg, 1942.
Se her om yderligere litteratur nævnt med kildenummer.

http://www.jmarcussen.dk/historie/Religion/orden/johanitter.html