PS.
Her er mer om dette:
'Søndag d. 16. august 2009, kl. 03.00
Marianne Sommer
Når Thomas Heegaard opholder sig i sit andet hjem i Frankrig, har han for vane hver morgen i sin bil at trille ad de snoede bjergveje ned til den lokale café.
Her sætter han sig til rette og blader i den sydfranske lokalavis, Le Midi Libre, mens bartenderen rutinemæssigt serverer hans »café«.
Sidste sommer, da der var festival i byen, sad han sammeb med sin kone, Marianne, og deres to børn, Julie og Mathias, til langbords med hele landsbyen, og her bød borgmesteren dem velkommen til byen.
Når det danske par ikke blander sig med lokalbefolkningen, nyder de enten udsigten fra deres hus, som byder på vinmarker og små landsbyhuse, der ligger som perler rundt i det bakkede landskab, eller de er ude i naturen for at udforske området.
Det er 100 procent fransk idyl. Og det var lige nøjagtigt sådan et liv, de drømte om, da de i sin tid begyndte at kigge efter bolig i Frankrig.
»Vi har i flere år drømt om at finde et hus i Sydfrankrig, som vi kunne sætte i stand, men det var svært at finde et. På en fransk boligmesse i Danmark mødte vi imidlertid en fransk pige, der har specialiseret sig i at finde huse til folk. Og der gik kun 14 dage, fra vi fortalte hende, hvad vi søgte, til hun kontaktede os og fortalte, at der snart kom et hus til salg, som hun mente, vi ville kunne lide,« fortæller Marianne Heegaard.
Huset var en gammel, forfalden vingård, som havde tilhørt samme familie gennem generationer. De omkring 260 kvadratmeter lå på en skråning omgivet af 552 vinstokke i den sydøstlige del af Frankrig.
Parret kendte allerede området, da de gennem flere år havde lejet et istandsat byhus i nærheden. De blev begejstret ved tanken om at skulle bo i det smukke og varierede landskab og drog derfor straks af sted for at se på ejendommen.
Da de ankom til vingården, stod solen højt på en blå himmel og termometeret på 25 grader. Parret havde på det tidspunkt ledt efter en fransk bolig i seks år, men ved synet af denne idyl kunne de begge mærke, at det nu var tid til at indstille boligjagten.
»Til trods for, at ejendommen var i meget dårlig stand, og der hverken var vand eller elektricitet, kunne vi med det samme se de mange muligheder for at omdanne det til et moderne familiehus. Men vi var enige om, at det skulle ske med respekt for gårdens oprindelige atmosfære,« siger Marianne Heegaard.
Inden parret satte deres underskrift på den franske slutseddel, fik de dog undersøgt, hvad det ville koste dem at sætte huset i stand, og om det var lovligt at bygge en tagterrasse og anlægge en swimmingpool. Især det sidste var afgørende for familien med børnene på ti og tretten år.
For at få afklaret disse spørgsmål fandt de via ejendomsformidleren frem til en lokal arkitekt, som havde positive meldinger til parret med hensyn til tilladelserne. Og rent økonomisk lå det også inden for rammerne af, hvad de ville ofre på at forvandle ruinen til en brugbar bolig. Den franske arkitekt blev derfor hyret til at styre hele ombygningen.
»Vi vil gerne integrere os med lokalbefolkningen, og derfor foretrak vi at hyre franskmænd til projektet frem for udlændinge,« siger Marianne Heegaard, der tidligere har boet i Frankrig og i modsætning til sin mand og børn taler sproget flydende.
»At hyre lokale håndværkere, der arbejder sammen med en lokal arkitekt, mente vi var en fordel. Sandsynligheden for, at entreprenøren leverer et godt stykke arbejde er større, når der er mulighed for fremtidigt samarbejde med arkitekten. Og opstår der senere problemer, er det også nemmere at få dem løst, når håndværkerne befinder sig i nærheden.
For eksempel har vi lige konstateret, at komfuret ikke virker. Da vi ringede til den lokale elektriker, lovede han allerede at rykke ud samme eftermiddag,« siger Thomas Heegaard, der indtil videre kun har lært sig franske gloser til husbehov og derfor endnu mest nøjes med at kigge billeder i de lokale aviser.
Det danske par er i dag tilfreds med forløbet af hele ombygningsprojektet. Dog var der nogle udfordringer undervejs. For eksempel var der problemer med en vandledning og en elmåler, som lige fra starten forsinkede byggeriet.
De har også været ude for pludselig at blive ringet op i Danmark med beskeden, at taget var fuldt af termitter. Det tog de dog helt stille og roligt, for de havde jo en termit-rapport – og en forsikring.
Men nej. Det viste sig, at rapporten i mellemtiden var blevet forældet, den var over tre måneder gammel og dermed ikke gældende. Så det betød både ekstra omkostninger og forsinkelser, idet taget skulle udskiftes. Men også det tog danskerne relativt afslappet.
»Vi havde sagt til hinanden, inden vi købte huset, at det helt sikkert ville komme til at blive dobbelt så dyrt, som vi umiddelbart havde regnet med, og at der også ville opstå uforudsete ting undervejs. Men når det nu var vores drømmeprojekt, havde vi besluttet ikke at lade ærgrelser, som var til at forudse, ødelægge vores oplevelse,« forklarer Thomas og tilføjer:
»Mit råd til andre er derfor, at de skal være indstillet på, at budgettet bliver overskredet og lade være med at sætte en stram tidsramme. Vi har hørt om flere, der har bygget om i Frankrig og sagt, at de aldrig ville gøre det igen, men det vil vi godt. For os har det været et sjovt og spændende projekt.«
Marianne Heegaards baggrund som professionel indretter har naturligvis også været en fordel i byggeprocessen. Hun har sørget for at styre efter det overordnede mål om at indrette boligen med respekt for det gamle, men alligevel som en moderne familiebolig.
Enkelhed, funktionalitet og klassisk stil med et skandinavisk twist har været nøgleordene, og det afspejler sig tydeligt i hjemmet. Samtidig var det også vigtigt, at det skulle være et hjem, som nemt kunne åbnes og lukkes ned igen. Derfor fungerer de store flader med franske klinker og den enkle indretning godt. Marianne Heegaard mangler dog stadig nogle møbler, før huset efter hendes opfattelse er fuldendt, men det haster ikke.
Familien har nemlig travlt med at leve og nyde det franske liv og naturen i området. De går mange ture i bjergene, Marianne Heegaard nyder sine hyppige løbeture, om sommeren lejer familien ofte en kano eller kajak og tager på sjove udflugter ad de tre forskellige floder i området.
Indimellem kører de alle fire til stranden, som ligger 60 kilometer fra huset, eller de tager en lidt længere tur til enten Barcelona, Montpellier eller Beziers. Eller de besøger små hyggelige landsbyer og vingårde eller deltager i lokale festivaler.
Der er også gode muligheder for at spille boule og bordtennis lige i nærheden. Og så omgås de en del med deres naboer. Danskerne har kun rosende ord til overs for franskmændene, der har været meget positive over for de udenlandske tilflyttere. Naturligvis hjælper det også, at »Madame« er flydende på fransk, men parret har været meget bevidst om, hvordan de begår sig.
»Franskmændene er et enormt stolt folkefærd, så det gælder om at være lidt ydmyg og vise respekt og interesse for den lokale kultur og mad,« siger Marianne Heegaard, der satser på mere fransk hverdag i fremtiden, når arbejdet hjemme i Danmark en dag bliver lagt på hylden.
Lige siden hun og Thomas mødte hinanden, har de været fælles om deres kærlighed til Frankrig og det franske, og de har drømt om at få eget hus i landet. En drøm, de utvivlsomt deler med mange andre – det er bare langtfra alle, der som dem formår at realisere den.'.
PS 2.
PS 3.
Innlegg
